gf

FORLADT
Af Jonas

”Ups!” Der røg alle mine varer på gulvet. Jeg rystede over det hele, ventende på at telefonen skulle ringe. En halvfesen vagt kom hen og spurgte, om alt var ok. Han fik øje på mit ansigt, og vidste øjeblikkeligt, hvem jeg var. ”Hr., vil De venligst følge med mig?” Spurgte ”vagten”. Han tog godt fat i mig. Det var som om, han troede, at jeg ville stikke af. Hvorfor dog det? Hvad ville det dog hjælpe mig? ”Nå, du er tidligt oppe, hva'?” Sagde den halvfesne vagt. Jeg svarede ikke. ”Jeg ville da ellers tænke, at man ville sove længe, når man skal i retten senere? Det er jo ikke meget søvn, man får i fængsel.” fortsatte han. Jeg prøvede at tænke på en smart bemærkning, men jeg havde simpelthen bare ikke energi til det. Han fortsatte bare med at plapre om hvilken stor fejl, det var, jeg havde lavet. Jeg hørte det ikke. Vi var nu nåede hen til hans ”kontor”, eller hvad man nu vil kalde det. Bare et lillebitte rum, der næsten ikke kunne rumme os begge. ”Jeg tror vist, det er bedst for begge parter, hvis du bliver her inde, før du skal i retten. Vi vil jo nødig have flere ”episoder”.” Det synes jeg nu ikke, var en speciel god ide. ”Det er nok også bedst, hvis jeg tager din mobillos.” ”HVA!?” ”Du ved, din mobil telefon.” Jeg forstod ham godt første gang, men det kunne han ikke. Måtte han ikke. Jeg sagde den første sætning, jeg havde sagt i 24 timer: ”Med al mulig respekt, det kan De altså ikke.” Han svarede ikke tilbage, og drog sin arm hen til mine lomme, for at tage min mobil, nøgler osv. Han kunne ikke bare gå stille og roligt ud, nej nej. Han skulle absolut gøre mig endnu galere: ”Vi vil jo nødig have, at du ringer til en af dine mordervenner.” og så grinte han bare. Nu havde jeg fået nok. Da han var på vej ud af døren, overfaldt jeg ham og tog mine ting tilbage. Jeg gik stille og roligt ud i butikken igen og gik hjem. Klokken var snart 10.

Jeg kom hjem omkring 10 minutter før 10-tiden. 10 minutter, før de møghunde ville ringe. 10 minutter, hvor jeg ikke kunne andet, end at tænke tilbage på den dag på stranden. Min datters dukke der blev efterladt på stranden. Min kone i tåre. Jeg, som var tvunget til at se det. Tvunget til at se, mine to elskede blive slæbt væk af to farlige mænd. ”Hjælp, Ole!” ”HJÆÆÆÆÆLP!” lyder det altid i mit hoved. Jeg kan ikke klare det...

”Any way you want it, That's the way you need it, A...” Lød min telefon. Jeg havde ikke tid til at skifte ringetone, lige nu i hvert fald. ”Hemmeligt kodeord?” Lød det fra en mørk, dyster stemme på telefonen. ”Kaffekande”, kunne jeg huske, at det var. ”Godt, er du klar til i dag?” spurgte manden på telefonen. Jeg kunne ikke nå at svare, før han fortsatte ”Det er meget vigtigt for os, at du kan huske en hver detalje.” En mand med en endnu mørkere stemme tog over: ”TAG SKYLDEN, ELLER DIN KONE OG DIT BARN ER DØDE.” Til sidst afsluttede en mand med en endnu mørkere stemme: ”OG HUSK, INGEN POLITI!”, og så lagde de på. Ikke engang et ord fra min kone eller datter. Det er ellers sådan, det plejer at virke. I det mindste i filmene. Jeg må hellere få noget søvn.

”Jeg elsker dig”, ”Jeg elsker dig”, ”Jeg elsker dig” lød det igen og igen i hovedet, da jeg vågnede. Jeg tænkte tilbage på vores bryllup, mit frieri. Hvilke tider. Nu er der intet tilbage. Jeg får dem aldrig at se igen. De dræber dem, ligesom alle andre, der bliver kidnappede. Jeg mener, de slørede jo ikke engang deres stemmer. Min familie var åbenbart ikke vigtige nok, til at de gider sådan noget. Jeg måtte komme på en plan. Fordi, hvis jeg går i retten, og gør hvad de siger, ryger jeg i fængsel, og de dræber stadig mine to elskede. Hvis jeg giver dem skylden, vil de nok ikke engang tro på mig, og mine to elskede ville blive... Der gik det op for mig! Jeg måtte ringe til dem, og optage samtalen. Jeg måtte få dem til at sige, at de har min kone og mit barn.




Jeg havde søgt internettet, for at se, hvordan man optog en telefonsamtale, og fundet frem til, at man bare skal trykke på en knap, sammen med en anden knap, og... Det er svært at forklare. Jeg ringede til dem præcis kl. 13.00. De tog den ikke første gang. Anden gang tog det lang tid, og jeg var ved at give op, men så tog en af dem telefonen. ”HALLO!?” Det var ham med den mørkeste stemme, der svarede. Før jeg kunne få et ord udtalt, råbte han: ”HVORFOR RINGER DU NU!? HAR DU KONTAKTET POLITIET!!?” Jeg prøvede at tale højt tilbage, men tabte lidt stemmen halvvejs igennem sætningen: ”NEJ, SELVFØLGElig ikke.” Han troede ikke på mig. Han var ved at lægge på, da jeg hurtigt tænkte på noget. ”Hvad hvis jeg møder jer i person?” Hvad lavede jeg dog? Nu bliver jeg også dræbt. ”GOD IDE, MØD OS VED ÅKANDEVEJ 22 kl. 13.30 PRÆCIS!” Og så lagde han på. Hvad har jeg dog gjort? Og hvor er Åkandevej 22?

Klokken var præcis halv to, og der var en stor bil, ventende ude for Åkandevej 22. Jeg havde taget min datters dukke, som hun efterladte på stranden med. Jeg vidste, at hun ville blive glad for den. Det lignede dog ikke, at nogen af dem, var der. Kun en fed, tyk mand, med et overskæg. ”Hvad vil du?” Han lød meget som vagten fra tidligere, og lignede ham også ret meget. Dog, var det ikke ham. ”Jeg vil se, om min datter og kone har det godt nok.” ”De har det fint.” svarede han hurtigt tilbage. Dog ikke et meget overbevisende svar. ”Nå, jamen okay, så går jeg vel bare igen? Hvem tror du dog, jeg er, Amin Jensen!?” Jeg forstod, for at være helt ærlig, overhovedet ikke min egen joke. Den fede, tykke mand grinte dog. ”Du er sjov. Du burde blive en stand-up komiker.” Jeg havde ikke tid til det her. ”Hør nu, vil du have, at jeg skal gå ind og se mine to elskede selv, eller kan du hjælpe mig?” Han grinte. Så var det nok. Jeg gik tættere på huset, og det var den fede, tykke mand, ikke særlig glad for. Han prøvede at stoppe mig, men jeg albuede ham lige i maven, og tog hans pistol, der sad på hans bukser.
Der kom en mand, som grinte, ud af døren. ”Flot træk, hr. Ole Hansen.” Jeg sigtede min pistol på ham: ”Lad mig nu se min kone og mit barn!” Jeg begyndte at græde. Jeg havde aldrig holdt en pistol før, men det føltes bare rigtigt. Den mystiske mand lo stadig. ”Hvad du ikke ved, Ole, er at, der er en rød laser plet på din næse, just nu. Og den røde plet kommer fra en Sniperskytte, og han vil skyde dig, hvis du gør noget sjovt med den pistol.” ”Jeg er fucking ligeglad!!!!!” Jeg havde aldrig råbt sådan før, og da jeg var lige ved at trykke på aftrækkeren, kom min kone ud af døren. Hun var holdt som gidsel, med en pistol for tindingen. Jeg tabte pistolen. ”Den eneste måde, du kan redde denne dejlige dame på, er hvis du tilstår i retten. Hvad er der galt? Er du for selvisk til det? Vil du ikke have, at din datter har en mor og ikke ender på et børnehjem? Hva!?”
Jeg drog nu ned på jorden, grædende, uforstående, for hvad den mystiske mand lige havde sagt. Jeg vidste, at der kun var en måde, at jeg kunne gøre det her rigtigt på: ”Siger, en mand, som har taget min kone og mit barn til fange, og givet mig skylden for at dræbe dem, at JEG er selvisk? Rend mig!” Den mystiske mand ved døren sagde: ”Hvis din kone og barn skal være i live efter i dag, skal du i retten i dag, og du skal lyve, som du aldrig har løjet før. Skrid så!” Og det gjorde jeg så. Jeg satte mig ind i bilen, og tog båndoptageren op af min lomme og stoppede den. Der fik jeg dem!

Kl. 17.00 skulle jeg i retten. Jeg havde taget en fint jakkesæt på, og tørrede tårerne af mit ansigt. Barberede mig, og taget båndoptageren med. Jeg var klar. Klar til at afsløre de møghunde, uden at de fandt ud af det. Men, i retten var jeg ikke. Og klokken, den var ikke 17.00. Jeg var på politistationen.

fdgfd

TYSK OPGAVE
Af Jonas

Meine beste Urlaub war in Türkische. Ich war acht Jahre allt, und Ich war der mit dem Familien. Meine Familie und ich reiste mit einem Flug. Ich hatte mitgebracht Kleider, aber kein Geld auszugeben. Wie lebte in einem Super hotel in eine Woche. Es war schön. Das Strand am der Hotel war Super. Der wasser war strahlend blau. Es war meine Favorit Sache auf der Tour. Ich hat geschrieben eine Ansichtskarten zu meine Klasse und zu meinen Großeltern. Das Wetter war sonnig, außer der Freitag. Am Freitag das Wetter war regnerisch und stürmisch. Der Sonnenschirme und der Liegestühle herumfliegen an der Strand. Ich war Angst. Wir liefen zum der Hotel, in unseren nackten Füßen. Zum Glück fliegen wie zurück Dänemark am nächsten Tag. Das war meinen best urlaub.