jgsfjdhjkgfhkjrf

FÆNGSLET
Af Jonas

”I er klar til at gå hjem nu.” Sagde han. Typisk af det Danske socialvæsen, smide en ud, selvom man stadig har brug for hjælp. Og hvad, hvis det man kaldte hjem, var brændt ned? Måske hvis jeg fortalte dem, kunne de forstå? Jeg kunne vel ligeså godt prøve. ”Vi har et lille problem.” Han var allerede på vej ud af døren, da han sukkede og spurgte ”Ja, hvad er Deres problem?” Jeg svarede hurtigt tilbage, så han ikke nåede ud af døren ”Vores hus blev jo brændt ned, så...” lægen forstod godt hvad jeg prøvede at sige, og var egentlig fuldstændig ligeglad. Han kom med det officielle svar: ”I ved godt, at Valby børnehjem venter på jer, ikke?” ham ved siden af mig, begyndte at græde. Det var min lillebror. På en alder af kun 5 år, har han oplevet noget, intet barn skulle opleve. Jeg, med min alder på 14, tog det bedre end ham. Jeg var adopteret, og var højt elskede i mine første 4 år. Men da det lykkedes for dem at få deres eget barn, var jeg som glemt. Lægen sluttede af med at sige, at vores kontaktperson ventede nede ved indgangen. Vi gik ned til kontaktpersonen. Med en cigaret i munden, så hun egentlig ligeglad ud. Jeg vidste at jeg måtte være som en mor for Børge, hvis det var sådan nogle mennesker, der var på børnehje..., eller rettere fængslet. ”Så, jeg forstå at I hedder, Børge Lobo og Fie Lobo, er det korrekt?” Jeg mumlede bare et hurtigt ja, og spurgte hvor langt der var. Hun havde cigaretten i munden igen, så det var lidt svært at forstå det hun sagde. Hun bragte os ind i en, minibus agtig ting. Der sad andre børn der inde. De så ligeså sørgmodige og tomme ud, som os. Før vi overhovedet kunne sætte os rigtig ned, begyndte chaufføren at køre. De skulle vel begge to nå hjem, til deres kedelige og rare liv. Glemme alt om os ”psykopater”. Men, hvor dårligt kan det dog være?

Vi ankom sen aften, og blev vist til vores værelser. Lidt ligesom i filmen ”Shawshank Redemption”, så alle på os, piftede, og anså os. Der var nogle, der begyndte at græde, heriblandt Børge. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at trøste ham. Vores værelse var lille, grimt og kedeligt. Der var egentlig bare to senge og et skab, næsten ligesom et rigtigt fængsel. Alle de nye fik en hurtig snack, de andre havde åbenbart allerede spist. Vi måtte altså gå sulten i seng, i aften. Det var dog rart, at vi ikke skulle dele værelse med andre. Jeg kyssede Børge godnat, og lagde mig selv. November var stille og roligt begyndt, så det var ekstra koldt, siden varmen ikke virkede. Børge havde allerede faldet i søvn, jeg har dog ikke sovet i noget tid. Jeg får altid det samme mariedt. Jeg sidder bare i stuen og spiser sammen med mor, far og Børge. Alt virker helt normalt, men så pludselig går der ild i de tre. De siger slet ikke noget. De sidder bare og smelter stille og roligt, indtil de ikke er der mere. Jeg begynder selv og brænde, indtil jeg endelig vågner op. Det kan tage timer før jeg endelig vågner. Men, jeg kan jo ikke blive oppe resten af mit liv.

Jeg vågner ved et sæt. Det er Børge. Han skriger. Jeg skynder mig over til ham, og ser hvad der er sket. Han begynder at græde. Man kan høre, at der også er folk i andre værelser, som græder. Jeg holder Børge i hånden, og trøster ham med at mor og far, nok skal komme tilbage og hente os, bringe os tilbage til vores eget hjem. Jeg lægger tæppet godt over ham, og kigger ud af vinduet. Det ser utrolig mørkt og tomt ud. Stjernerne har aldrig været så store. Børge har stadig en tåre i øjnene. Der var en hund udenfor, som lignede vores gamle familiehund. Hunden hed Baxter, og løb væk, for aldrig at blive set igen, da branden startede. Hunden udenfor var hvid, ligesom Baxter.
Jeg viste Børge hunden, og sagde det var Baxter, som beskyttede os fra alt der var ondt. Han fik et lille smil på læben, og begyndte stille og roligt at lukke øjnene igen. Jeg fortsatte med at holde ham i hånden i timevis, selvom han sov. Som om det skulle give ham en rolighed inde i hjernen.

Vores kontaktperson kom ind og vækkede os. Hun sagde, at der var åben morgenmad i den næste time. Jeg havde ingen ide hvad klokken var. En sang spillede i mit hoved, da vi gik ud af døren og så de andre børn. Sådan en sang, der siger, så det her er mit kommende liv, jeg må acceptere det. Og acceptere, det må jeg. Bliver jeg nødt til, hvis jeg skal have håb om at overleve dette.